Haraldsted skoles fremtid?

13. juni 2018

Møde vedr. fremtidig anvendelse af bygningerne, der i dag huser Ringsted Produktionsskole
Onsdag den 13. juni 2018 mødtes vi (Ulrich Hjort Hansen, formand for landsbyklynge Ringsted Nord og Dorte Lau Baggesen, formand for Haraldsted Allindemagle Lokalråd) med Borgmester Henrik Hvidesten og Direktør Tine Christiansen. Vi havde foranlediget mødet efter udmeldinger om, Ringsted Produktionsskole vil blive flyttet fra den nuværende lokalitet sommeren 2019, og at vi, som lokalområde, ønsker at den mulighed som lukningen af produktionsskolen giver, udnyttes til at styrke den strategiske udvikling af lokalområdet. Bygningerne og institutionen har en meget fin forankring i lokalområdet, og er for mange et referencepunkt, som strækker sig helt tilbage til krigens år (skolen blev indviet 1944).
Borgmester og direktør tog godt imod os, og vores ønske om dialog. Mødet var meget konstruktivt, og bekræftede at såvel kommunen som lokalområdet har et ønske om at udvikle området indenfor de rammer, der er beskrevet i kommunens landdistriktspolitik og områdets helhedsplan. Kommunen fremførte også, at salg af bygningerne skal være med til at finansiere flytningen af produktionsskolen til Campusområdet, og at det derfor er positivt med den interesse, de oplever, ang. den fremtidige udnyttelse af bygningskomplekset. De fortalte således, at de allerede havde modtaget flere henvendelser med forskellige ideer, uden at de dog kunne beskrive dette i detaljer. Man håber på, en tidsplan, hvor skoleåret 2019/2020 kan påbegyndes i nye rammer på Campusområdet – altså sommer 2019, og at bygningerne på Haraldstedvej vil være ledige fra dette tidspunkt – Tine Christiansen vil følge op på, om denne tidsplan holder.
Rammerne for udvikling som beskrevet i Landdistriktspolitikken og helhedsplanen er relativt vide, og vi havde også en bred diskussion om forskellige anvendelsesformål, der på forskellig vis kan give værdi for såvel for lokalområdet som kommunen: skole – efter- eller højskole, naturformidling og bosætning. Diskussionen fokuseredes i løbet af mødet på bosætning, hvor især flg. elementer blev centrale i diskussionen om bosætning: ønske om at etablere alternative boligformer, ønske om at etablere mindre boliger, seniorvenlige, bæredygtighed, styrke grundlaget for ”et helt liv på landet i lokalområdet”, udnytte den attraktive beliggenhed, offentligt-privat-partnerskab.
Udvikling og valg af et endeligt projekt vil være en stor opgave, hvor grundbetingelser jf. regler/lovgivning og aktørernes roller skal være klare – kommunen ser gerne at lokale borgere er involveret indenfor de givne rammer.
Ringsted Kommune skal indledningsvis definere ramme for salg, hvilket indebærer en politisk diskussion. Kommunen skal definere til hvilket formål, de vil sælge bygningerne, og i denne proces vil de gerne involvere os som lokalråd og Landsbyklynge borgere. Borgmester og direktør vil sikre denne diskussion og etablere en proces og en tidsplan for arbejdet. Udkommet af denne proces vil blive en målbeskrivelse (udbudsbeskrivelse), hvor rammerne og mål for projektet angives, og hvor også grundlaget for kommunens vurdering af projektforslag/ købstilbud angives (f.eks. økonomi 40%, æstetik 40% og funktion 20% ). Det beskrevne projekt vil efterfølgende komme i offentligt udbud og kommunen vil her være forpligtet til at tage det bedste bud – vurderet på det grundlag, der er beskrevet i udbuddet. Der vil derfor med stor sandsynlighed være andre hensyn at tage end det økonomiske.
Vi havde også en konkret diskussion omkring bygningernes værdi, og der var enighed om, at de centrale murstensbygninger har en værdi i sig selv – historisk og æstetisk. Forretningsmodellen for et fremtidigt projekt vil derfor være afhængig af, hvordan bygningerne kan anvendes og hvor store omkostninger, der er knyttet til en ombygning og redefinering af bygningernes anvendelse. Dette vil selvfølgelig også have betydning for den fremtidige købspris. Vi har konkret bedt kommunen om hurtigt at beslutte, hvorledes bygningsmassen kan blive beskrevet og analyseret og om det evt. vil være muligt for interessenter at få adgang til at gennemføre en sådan besigtigelse.
Konklusion og videre proces:
• Lokalområdet har vist sin interesse og får som lokal ”semi-politisk” aktør mulighed for at bidrage til kommunens udarbejdelse af projekt (formål, rammer).
• Kommunen vil komme med plan for arbejdet herunder en tidsplan – dette forudsætter forudgående politiske afklaringer, og kan ikke forventes at blive udmeldt før efter sommerferien.
• Kommunen skal sætte et endeligt projekt i offentligt udbud – og vælge, det projekt, der bedst imødekommer de samlede krav, der er angivet i udbuddet – ikke kun økonomiske krav.
• Kommunen vil snarest melde tilbage ang. mulighed for at få gennemført analyse af bygningerne evt. ved at interessenter kan få adgang til bygningerne.

Vi vil informere yderligere efterhånden, som vi får mere konkret information.
Ulrich og Dorte