Udviklingsprojekt

Om Projektet

Et sammenhængende Haraldsted Allindemagle

Den 8. februar 2012 afholdt Haraldsted Allindemagle Lokalråd møde for repræsentanter for foreninger og institutioner i lokalområdet, hvor alle interesserede også kunne deltage. Mødet var også ”Kick off” for områdets nye udviklingsprojekt – et udviklingsprojekt, som Ringsted Kommune i slutningen af 2011 bevilgede 25.000 kr. til. Projektbeskrivelsen, som var grundlaget for den kommunale bevilling, kan ses her på hjemmesiden.

På mødet blev der nedsat en styregruppe med deltagelse af Mette Marbæk, Hanne Flensborg, Bente Haargaard, Lars Bang Petersen og Dorte Lau Baggesen. Styregruppen vil initiere og koordinere aktiviteterne i projektet – i første omgang vil der være fokus på at kortlægge hvilke formelle og uformelle netværk, der knytter områdets beboere sammen. Dette vil danne baggrund for en diskussion af hvordan disse netværk kan understøttes og udvikles.

På mødet blev der også identificeret forskellige aktiviteter, som ville fremme sammenhængskraften i området – som f.eks. at invitere ’naboens børn’ med, når man tog i svømmehanllen, lave fælles cykelture m.m. Konkret vil Fabienne Dejoux samle en undergruppe, der vil se på muligheden for at etablere et ’samkørsels-system’, således at der etableres en kommunikationsplatform, hvor det er muligt at koble personer med kørselsbehov med personer, der kører. Et sådan system vil kunne medvirke til at afbøde generne af den dårlige kollektive trafik i området, samtidig med at beboerne sparer tid og ressourcer, miljøet beskyttes og alle knyttes nærmere sammen.

Er der nogen der er interesseret i at bidrage til projektets aktiviteter eller har gode idéer til nye initiativer, er man altid velkommen til at kontakte Dorte Lau Baggesen (tlf. 57 52 57 30) bangogbaggesen@gmail.dk)

—————————————————————————————————-

Ansøgning

Et sammenhængende Haraldsted Allindemagle – i skyggen af en trussel om skolelukning

Haraldsted Allindemagle Lokalråd ansøger Ringsted Kommune om 25.000 kr. til gennemførelse af udviklingsprojekt for lokalområdet – midlerne søges fra pulje til landdistriktsudvikling.

Haraldsted Allindemagle sogne er et landområde i Ringsted Kommunes nordvestlige hjørne, der har sine særegne karakteristika, der gør området helt unikt – og værdsat af områdets beboere. Området er kendetegnet ved ikke at have en central landsby i byzone, men i stedet flere landzone-landsbyer. Dette til trods har området hidtil haft en folkeskole med ’SFO-0’, der sammen med kirkerne har været de formelle kulturbærende institutioner. Herudover har området tradition for et rigt mellemfolkeligt foreningsliv (idrætsforening, 4H, spejdere, lokalråd) og stærke formelle og uformelle netværk mellem områdets beboere. Såvel de formelle institutioner, de frivillige foreninger som de personlige netværk bidrager til sammenhængskraften i området. Området er ramme om mange menneskers hverdag og netop det nære miljø med stærke lokale netværk, tæt kontakt mellem beboerne og lokal skole, børnehave og foreningsliv fremhæves af mange, som væsentlige grunde til at bosætte sig på landet generelt og specifikt i Haraldsted/Allindemagle.Ringsted byråd har fremlagt et forslag til ny skolestruktur, hvori Allindelille skole ønskes nedlagt. Forslaget, der pt. er under politiske behandling, vil, hvis det vedtages som beskrevet mht. Allindelille skole, have meget store konsekvenser for hele lokalområdet. Baggrunden herfor er, at skolen og børnehaven hidtil har været det væsentligste udgangspunkt for foreningsliv og for etablering af kontakt mellem beboerne. På trods af den endnu uafklarede situation ønsker vi – beboere i Haraldsted/Allindemagle sogne, at være proaktive og igangsætte et udviklingsarbejde, der har til formål at fastholde og styrke lokalområdets sammenhængkraft – set i lyset af den ’trussel’ en skolelukning vil være.

Udviklingsarbejdet planlægges gennemført over de kommende to år og vil løbende blive tilpasset, den virkelighed, som de kommende politiske beslutninger må danne grundlag for. Som udgangspunkt tages der afsæt i tre mulige scenarier: 1) Allindelille skole fortsætter som kommunal folkeskole evt. med udvidet skoledistrikt, 2) Allindelille skole videreføres som friskole, og 3) Allindelille skole nedlægges og der ophører med at være et lokalt skoletilbud. Grundet den uafklarede politiske situation er det vanskeligt at beskrive det endelige indhold af projektet. Dette vil blive beskrevet løbende under hensyntagen til det overordnede formål og den konkrete udvikling.

Målet for projektet

At fastholde og styrke sammenhængkraften som grundlag for centrale livsværdier blandt beboerne i Haraldsted og Allindemagle sogne i en situation, hvor den lokale og traditionelle forankring omkring Allindelille skole er truet. Projektet har til formål at etablere en plan for hvorledes mellemfolkelige foreningsaktiviteter og formelle og uformelle netværk udvikles i fremtiden.

Delmål for projektet er flg.:

  • Kortlægge frivillige foreninger samt formelle og uformelle netværk mellem områdets beboere herunder udrede omfanget og indholdet af disse foreninger/netværk, hvilke grupper af borgere er aktive og hvem er ikke, hvorledes netværk opstår og hvorledes de holdes ved lige (inklusion/eksklusion).
  • Udrede beboernes ønsker og forventninger til fremtidige mellemfolkelige aktiviteter og netværk
  • Udvikle eksisterende og etablere nye former for aktiviteter, samarbejder, kommunikation, der fremmer områdets sammenhængskraft

Aktiviteter i projektet

Projektet vil blive forankret i Haraldsted Allindemagle lokalråd, hvor der nedsættes en projektgruppe med deltagelse fra områdets foreninger og institutioner.

Projektet søsættes 10. september 2011, hvor arrangementet ”Haraldsted by night – hele dagen” gennemføres. Dette arrangement har til formål at ’åbne’ hele lokalområdet (institutioner, erhverv, frivillige foreninger, kunstnere m.v.), og således give de lokale (og andre) mulighed for at lære området bedre at kende. Dette arrangement vil således bidrage til kortlægning af områdets ’aktiver’ og vil etablere platform for gennemførsel af spørgeskemaundersøgelse.

Projektgruppen vil efterfølgende arbejde videre med kortlægningerne og vil med udgangspunkt heri gennemføre borgermøde(r) og nedsætte arbejdsgruppe(r), der skal diskutere fremtidige behov og komme med forslag til styrkede/nye aktiviteter mv. For at øge kvaliteten af dette arbejde vil der blive etableret samarbejde med konsulenter fra Landdistrikternes Fællesråd, DGI eller lign.

Resultatet af arbejdet præsenteres på borgermøde og i konkrete materialer (folder, hjemmeside el.lign.), der synliggør hvorledes beboerne i fremtiden kan bidrage til at området ’hænger sammen’ og er et godt sted at bo – også under nye rammebetingelser.
Det er et væsentligt succeskriterium for projektet at få et bredt udsnit af den lokale befolkning inddraget i arbejdet, og efterfølgende at få projektets resultater formidlet til størstedelen af områdets beboere. Styrkelse af kommunikation indenfor lokalområdet vil derfor være en vigtig del af projektets udbytte.

Budget

Præsentation af projektet, PR-materiale Kr.

4.000

Gennemførsel af spørgeskemaundersøgelse Kr.

3.000

Konsulentbistand Kr.

8.000

Afholdelse af borgermøder og arbejdsgrupper Kr.

2.000

Præsentation af resultater (konkret materiale) Kr.

6.000

Diverse Kr.

2.000

I alt Kr.

25.000