Søerne

Besigtigelse af Gyrstinge og Haraldsted Sø tirsdag d. 27-11-2012
Det grønne Råd (DGR) havde inviteret til besigtigelse af de to søer. Deltagere var fra Ringsted Byråd (RB) Benny Christensen, Klaus Hansen, Torben Lollike. Desuden deltog Finn Lystrup (Ringsted Produktionsskole), Jan Christensen (Ringsted Kajakklub), Lars W. Hansen (Ringsted Sportsfiskerforening), Vera Mortensen (Lokalrådet Gyrstinge), Ole Hylleborg (Lokalrådet Gyrstinge), Steen Kisselhegn (søgruppen under lokalrådet i Gyrstinge), Jon Feilberg (Haraldsted-Allindemagle Lokalråd), Henrik Thomsen (Liberal Alliance), Jens Rasmussen (KE), Knud Rudolf Hansen (KE), Lindhardt Mikkelsen (DGR), Peter Hansen (DGR), Kurt Hansen (DGR), Aksel Leck Larsen (DGR), Arne Hastrup (DGR), Elisabeth Skogstad (RK), Eilif Byrnak (RK), Jens Karrebæk, (RK). David Arnholm (Dagbladet).
Arne Hastrup bød velkommen i bussen på vej til Gyrstinge Sø. Ankommet til søen, vandrede vi ud til slusen, hvor Eilif Byrnak redegjorde for søens historie. Ved opstemningen i 1971 blev vandspejlet hævet 2,7 meter. EB viste på et kort, hvor søbredden vil komme til at ligge efter en sænkning til vandstanden før 1971. En sænkning vil berøre ikke blot Ringsted Kommune men også Holbæk og Sorø Kommune.
Jens Rasmussen fortalte, at KE ikke har behov for søen, og gerne vil afhænde den til Ringsted Kommune. JR fortalte desuden om driften af søen, som er meget dyr især pga. eludgifter til to pumpeanlæg i den nordlige del af Søen. KE er p.t. i gang med at sænke vandstanden, det er meningen, den skal være nede i ”normal” vandstand om 5 år. Han kom også ind på, hvordan man kan etablere en faunapassage under den nuværende sluse.
Vera Mortensen fortalte om Søgruppens arbejde. Ønsket er en sø med fred og ro og fin natur. Den holdning deles af Ringsted Kommune. Håbet er, at tidligere tiders store rørsumpe i nord og syd ad åre vil genopstå.
Finn Lønstrup ønskede en her og nu sænkning, for at overgangsperioden hurtigt bliver overstået, og planter og fisk efter en hurtig ændring kan vænne sig til den nye lave vandstand. Han var især bange for geddebestanden – og dermed den økologiske balance i søen – ved en 5-årig overgangsperiode.
Vi kørte efter en halv times tid til Haraldsted Sø ved slusen nær Roklubben. Situationen er anderledes end i Gyrstinge Sø. Vandstanden i denne sø blev sænket 0,8 m i 1906-07 for at skaffe mere landbrugsjord i området. I 1972 blev vandstanden hævet igen med ca. 1,5 m, så på en måde kan man sige, at KE’s arbejde var en slags (hårdhændet) restaurering, da vandstanden kom op i sit ”naturlige leje”.
Jens Ramussen fortalte, at man har interesser i kildepladsen i den østlige ende af søen og at man er forpligtet til at lede en lille smule vand til Køge Å og Stængebæk, som mangler vand om sommeren. Men der er altså ikke planer om at sænke vandstande i Haraldsted Sø. KE arbejder med 3 forskellige modeller for et nyt afløb fra søen uden om sluseværket, for på den måde at skabe faunapassager.
I Haraldsted Sø er der plads til mere livlige aktiviteter, så som badning, fiskeri og rosport.
Arne redegjorde for skovplantningen i området mellem Haraldsted Sø og Benløse. Han skosede kommunen for at være for passiv i denne henseende. KE vil gerne medvirke til skovplantning nær deres kildepladser i den østlige ende af søen.
Peter Hansen fortalte til slut om aktivitets-og oplevelsesstien fra Regnemark via Vrangeskov til Høm. PH slog fast at stien er afhængig af et ejerskifte for søen.
Efter besigtigelsen var der diskussion over en kop kaffe på Teknisk Forvaltning. Elisabeth Skogstad indledte med at vise en række fine billeder fra søerne. Søgruppen under Gyrstinge Lokalråd uddelte en rapport om den fremtidige anvendelse af Gyrstinge Sø.
Jon Feilberg